Groenvald Web
 
 
Mandag den 2. februar 2009

Hjemme på Bakketoppen……………….
Gik i seng ved 21-tiden og faldt mærkelig nok i søvn med det samme. Kufferterne var parate foran døren i gangen og rejsetøjet var lagt frem, lige til at tage på efter et nødvendigt bad, for vi skulle jo lige have øjne, så vi kom med det rigtige tog. Vi tog en taxa og var på banegården 2.30. Toget stod parat, der manglede bare halvdelen det skulle komme fra Jylland og de skulle kobles sammen. Det var en flink lokofører for han sagde at vi bare kunne sættes os ind i toget, der var dejligt varmt. Der var -3 grader men stille vejr.
I lufthavnen fandt vi ud af hvor vi skulle tjekke ind, der var 1½ time til at vi kunne komme af med kufferterne. Vi fandt et sted at spise morgenmad: 2 rundstykker, 1 kop kaffe og 1 kop te: 120 kr.
Vi stod som de første i køen. Efter ca. ½ times tid kom der nogle mennesker der begyndte at sætte afspærring op foran den skranke vi stod ved. Der blev lavet så vi kunne stå i en slange der bugtede sig så vi kunne være rigtig mange mennesker på så lidt plads som muligt. Vi blev så kaldt frem som vi rejste sammen, og isoleret fra de andre og udspurgt om: formål med rejsen, om vi selv havde pakket vore kufferter, om vi havde noget med for andre og andre ting, det var en meget alvorlig samtale, så her blev der ikke smilet eller fyret vitser af. Vi fik lov til at tjekke kufferterne ind kl. 8.30. Vi var igennem sikkerheds tjek hvor vi fik gennemlyst håndbagage fremvist  diverse telefoner og  kameraer, måtte af med bælter og sko og gennem en metaldetektor.
Vi skulle først til gaten  ca. 10.30, maskinen fløj 11.15.
Så vi gik rundt i lufthavnen og kiggede butikker. Vi blev tørstige og fandt et sted med udsigt til ankomst og afgang af fly. Så en af de kgl. Biler køre på området i lufthavnen - med eskorte - hvem mon det var ??? Var det Frede der skulle til Florida og sejle ?
Peter gik op i baren for at hente noget koldt og her mødte han en tidligere kollega, der skulle til Polen og arbejde på et projekt. Det var meget pudsigt, men de fik da lige tid til en sludder.
Vi gik mod gaten ved 10-tiden. Igen blev vi mødt af venlige, alvorlige og bestemte amerikansk personale, der spurgte til vores håndbagage, og om vi havde modtaget noget fra andre i afgangshallen. Kl. 10.50 blev vi sendt om bord på flyet i hold, det var en meget god måde for så stod alle ikke i midtergangene på samme tid, så det virkede godt organiseret. Jeg fik heldigvis en vinduesplads, jeg elsker at sidde og se det hele lidt fra oven, og for første gang var det jo i hele 9.½- 10 timer. Men det var overskyet, så der var ikke meget at se.
Da vi fløj fra Kastrup stillede vi uret 6 timer tilbage, så vi var allerede på USA-tid, så det vil sige at da vi fløj fra Kastrup kl. 5 morgen USA-tid og lande i Atlanta kl. 15.30 USA-tid.

Vi  fik lidt at spise og drikke, læste lidt, så film og fik en lille lur. Vågnede da vi lige var fløjet over spidsen af  Sydgrønland, det sagde kaptajnen, for vi kunne stadig ikke se noget.
Men pludselig var skyerne væk og der var udsigt til Canada og det nordlige USA. Først var der skov, skov og skov, sne, sne og sne, men man kunne sagtens se de store motorveje der bare fortsatte og fortsatte helt ud i horisonten. Senere aftegnede marker og byer sig. Et kæmpe land med kæmpe store marker, det var imponerende. Det fløj vi så hen over, langs kystlinien fra nord til Atlanta og så var vi jo ikke engang på det sydligste punkt i USA, og det tog ca. 5 timer.
Vi landede i Atlanta  rettidig og nu skulle vi så finde bagagen, det gik lynhurtigt og den blev  skulle tjekkes ind til flyet til Orlando. Vi havde så 1½ times tid inden vi skulle med indenrigsflyet. Jeg prøvede mit engelske af, og tænk jeg fik sørme 2 burgere, de rigtige slags, og 2 colaer, det var lige hvad der manglede, for uden mad og drikke bliver de uforfærdede opdagelsesrejsende lidt slukørede.
Vi kom ombord og så var vi helt på den amerikanske boldgade, de forstod ikke et ord dansk mere. Der var meget turbulens i luften på den sidste flyvetur, så vi sad med sikkerhedsbælterne fastspændt det meste af vejen i 1½ time, så da blev vi rystet godt og grundigt. Det var klart vejr og jeg fik igen vinduesplads, det var dejligt, så jeg så en masse fra oven. Det er helt utroligt så mange former og mønster der er på jorden, når man hænger deroppe.
Vi landede i Orlando ca. kl. 18 (USA-tid) og solen sank da netop ned og det blev lynhurtigt mørkt, der er ikke skumringstid på de kanter, det vil sige det er det jo, men det går meget hurtigere end i DK.
Nu skulle vi så finde Hertz og det tog et stykke tid. Det er en ret stor lufthavn, så det var ikke så nemt. Vi regnede jo med at der var et kontor, men det var der ikke. Vi fandt så et skilt ved siden af lufthavnsbygningen, og efter et kort øjeblik kom der en bus der drejede ind til stoppestedet, vi skulle så med bussen ud til kontoret, så det gik over stok og sten i ca. 20 minutter. Det var jo effektivt, mente vi. Men det tog en evig tid for personalet af få fundet ud af at få fordelt udlejningsbilerne, så efter lang tid kaldte de Peter frem og spurgte ham om det var i orden det blev en lidt større bil vi fik end den vi havde bestilt og betalt for, vi skulle ikke betale mere. Ja, ja, sagde han. De spurgte som om det måtte være en Ford Escape ?? Ja, ja, lad os nu komme videre, tænkte han. Nå til sidste fik vi nogle bilnøgler og et bilnr. Så kunne vi kigge i et bestem område af deres parkeringsplads. Og vi fik lidt af et chok, for det vi så var nærmest en mindre lastbil i forhold til vores lille Corsa. Peter var lige inde at spørge om det nu var den rigtige bil, han synes den var lidt vel stor. Det var rigtigt. Nå, lad os så prøve.
Der var havde ingen problemer med at have de 2 kufferter vi havde med og lidt håndbagage. Kufferterne var langt fra fyldte da vi landede, for vi havde planlagt at få købt bukser, T-shirts, bluser og skjorter inden hjemrejsen, det skulle være til af få for en meget rimelig pris i forhold til danske priser.
Ind med bagagen, et par omgange i kænguruhop rundt på p-pladsen, (Peter morede sig lige over en med-turist der hoppede endnu mere og var ved at bule bilen, da den fik for meget fart på) tastede adressen på hotellet ind på GPS, den hed NEVER-LOST og virkede rigtig godt. Det var jo mørkt nu, en anden bil, et fremmed land, så med tilbageholdt åndedræt kørte vi mod udkørselen. Vi blev tjekket med kørekort og udlejningsaftale, så var vi ude på en 5-sporet vej, med nogen trafik, og efter ca. ½ time på vejen  var vi fremme ved hotellet, uden at skændes om hvilken vej vi skulle eller panik overhovedet. Det var da flot klaret, så vi var allerede glade for GPS´en. Det skulle nok gå det hele.
Da vi stod på parkeringspladsen kunne vi godt fornemme, at der faktisk ikke var så varmt, så vi måtte være lidt kreative og finde det varmeste af vores tøj frem, heldigvis havde vi striktrøjer og jakker på, men det var også godt at få noget om halsen. Der var -3 grader som i Danmark, men her blæste det og det var ikke lige det vi havde tøj med til. Den koldeste vinter i 10 år hørte vi senere.

Det var et godt hotel, vi havde et kæmpe værelse på 5. sal med udsigt til en sø, andre hoteller og i baggrunden lyste nogle af de mange forlystelsesparker op i forskellige neon-farver. Det er jo Disneyland over alt i Orlando.
Nu kunne vi godt mærke at døgnet havde varet 28 timer efter vores biologiske ur og desuden var vi faktisk meget sultne. Vi fandt et sted i nærheden af hotellet, fik noget godt at spise og delte en flaske vin og så var det om at komme tilbage til hotellet og komme under lagnerne. Vi nåede dog lige at se vejrudsigten på deres VEJRKANAL, hvor det kun drejer sig om vejret, at det ikke så godt ud med varmen i Orlando, der ville være frost om natten i flere dage endnu. Hele deres høst af appelsiner og jordbær var ved at gå til for dem og det er det de lever af , sammen med turisme i Florida, så de prøvede på bedste vis at beskytte frugterne. Bl.a. så kørte deres sprinklere om natten  for at danne en vandskal om frugterne. 90% af alt orangejuice i verden bliver lavet i Florida.
1. rigtige dag på ferien……………

Orlando…………Vi var oppe kl. 7.00, for vi havde vækkeur med, vi skulle ikke ligge og snue vi skulle jo ud op opleve en masse. Vi spiste morgenmad i en hyggelig plastic-kantine. Alt service og bestik var plastic. Smør og marmelade var i små plastbøtter. Der var også mange forskellige morgenmadsprodukter i små papæsker, f.eks. cornflakes, mælk og selvfølgelig den mest vidunderlige appelsinjuice man kunne tænke sig. Nå, men der var mange brødristere til toastbrød og boller, så vi klarede at blive mætte.
Men der var pivende koldt uden for. Heldigvis havde jeg et stort tørklæde med som jeg egentlig bare bruger som sjal, men det blev forfremmet til halstørklæde og skindjakken var også et hit denne morgen. Der var jo altså heller ikke brug for shorts, så det var godt at have et par varme frotte sokker i skoene og med hensyn til T-shirts, så kan man da heldigvis have 2 på ad gangen. Så da vi var godt klædt på, gik turen ud i den store verden.
Ved 8.30 tiden gik det mod Seaworld. Det var godt nok den største parkeringsplads vi nogen sinde havde set og ”vores” bil var ca. nr. 20 på p-pladsen denne morgen. Vi besøgte de forskellige fiskegrupper, så som delfiner, og det kombinerede mor/barn/gravide bassin for delfiner. Det var tydeligt at se hvor ungerne var, de var sjove og med spræl i, de voksne var meget adstadige i deres bevægelser. Vi var inde i et kæmpe akvarium hvor der var lavet et rør, her ”gik” vi mellem hajer, rokker, og andre fisk. Vi var til et kæmpe show hvor de store spækhuggere optrådte. Det var meget koldt og der var kun pladser i skyggen, så det var lidt svært at holde varmen. Dog skulle den gamle spækhugger, Shamu,  jo klappes frem til sin forestilling, så vi klappede og råbte og på den måde fik vi lidt varme i kroppen. Men det var virkeligt imponerende. De optrædende svømmede sammen med de ”små” spækhuggere og lavede et fantastisk show. Det er fantastisk at se et menneske dykke op af bassinet på snuden af en spækhugger og blive løftet højt op i luften. Shamu, den store og gamle svømmede selv, men den kunne jo ikke springe så højt, men højt nok til at kunne få hele kroppen over vandet når den skulle springe, men den kunne plaske folk til med vand langt oppe på rækkerne (det var der advarsler mod) med sin kæmpe hale.
Efter spækhuggerne så vi et show med delfiner der sprang rigtig højt op i luften, svømmede med optrædende og det var en kæmpe oplevelse. Ind i mellem skulle de jo have lidt ”godbidder” og det vidste parkens vilde fugle , vi tror nok det var nogle hvide fiskehejre, så de snuppede også en fisk en gang imellem. De vidste også hvor de skulle sætte sig for at ”hapse” flest mulige fisk. En gang imellem kom der store papegøjer flyvende og satte sig rund omkring, de susede lige ned over delfinbassinet først og så op i palmerne. Der kom så nogle unge mennesker der kaldte på dem, så kom de bare og satte sig på armene af dem.  Mellem 1. og 2. afdeling af delfinshowet  var der hvaler i bassinet. De havde også lært en del ”kunster”. De var lange og slanke, 3-4 meter lange og hvor kunne de hoppe højt også sammen med mennesker var de helt fantastiske. De unge mennesker brugte dem til f.eks at stå på,  og de var legesyge og svømmede hurtigt. De var også rigtig sjove og herlige.
Det var en dag lige efter vores hoveder, vi vil ikke have fisk i munden men  i luften !!



Bagefter gik vi lidt rundt, fik noget at spise. Jeg var nede at fordre delfiner, hvor man også kunne røre dem og klappe dem på kroppen. De er meget hårde omkring gabet, ja man fristes til sige omkring næbet, og bløde længere nede på kroppen, de er rigtig søde og venlige, men når du ikke har flere fisk, ja så er de fuldstændig troløse, for så er de væk.
Ved 2-tiden var der ca. 11-14 graders varme og sol, det var godt nok, hvis man kunne finde lidt læ, vi var jo ved at være nøjsomme.
Vi kørte en lille omvej hen til hotellet, man oplever og ser altid noget nyt, et nyt land og nye skikke. Vi fandt en adresse på et indkøbscenter i Orlando, det  ville vi lige kigge nærmere på. Vi kørte mod centrum og fandt adressen og et kæmpe parkeringshus, som vi jo så måtte køre ind i . Det var i flere etager med luft mellem der gjorde at det ikke var helt mørkt, men heller ikke helt lyst. Det var stort og vi fandt nemt en parkeringsplads. Midt på etagen sad der nogle sorte mænd ved et bord og man tænker sådan lige, hvad laver de der, tør vi parkere her ??? Vi har vist set for mange film, hvor der foregår farlige ting  sådanne steder. Men hvo intet vover intet nyt oplever.
Der skete dog ikke noget, men hvad lavede de mon ??? Vi gik ud af p-huset og ledte efter centeret. Det viste sig at det var delvist lukket og at det nærmest var en bydel med små butikker, ja det er altså ikke altid, tingene er som man forestiller sig , et center er vel et center, ikke i USA, skal vi lige meddele.
På vej hjem mod hotellet kom vi ind i et kvarter der ikke var så rart. Huse var forladte og der var ukrudt og roderi overalt, det så temmelig slumagtig ud. Der gik nogle mænd rundt uden mål og med, og nogle med soveposer og en masse plastposer. Lad os lige komme ud af dette kvarter ien fart. Vores bil var udstyret med den sikkerhed, at når vi havde sat os ind i den, låste den automatisk alle låse efter 20 sekunder, så kunne dørene kun åbnes indefra. Man bliver lige lidt klam, for GPS´en tager jo ikke højde for hvor de ”farlige” kvarterer er, for de er der selvfølgelig. Men det vi så mest var jo ”det pæne Florida”.
Hjemme på hotellet fik vi aftendrinks og så VEJRKANALEN, det ville også fryse denne nat, så de stakkels frugtavlere fik endnu en travl nat. De viste så nogle varaner der var fundet i folks haver de var faldet ned fra træerne, de var vel 70-80 cm lange, det var simpelthen fordi det var så koldt at de var gået i dvale, så de ville vågne op igen, når det blev varmere. Spiste burgere og drak cola, sådan gør de jo på de kanter.

2. dag i ferien………………..

Op til sædvanlig tid, morgenmad og lige sende en hilsen til Peters forældre på Mail, vi kunne bruge PC gratis til at sende mail, så det var godt nok vi lige havde husket et par mail-adresser. Vi ringede dog også lige hjem kort nogle gange, både til Peters forældre og til Anders.
Så satte vi GPS´en på Daytona Beach. Vi kørte på en 4-5 sporet vej mod nordøst, en kæmpe bred vej og folk kørte pænt og ordentligt, ikke for stærkt og tog hensyn til hinanden. Det var ikke mange ”fartbøller” vi så og vi nåede at køre 2800 km på ferien. Men selvfølgelig er der banditter i USA, vi sørgede også for at holde pause på overvågede rastepladser, det var det sikreste, men det havde vi hørt hjemmefra. Vi var en tur på stranden i Daytona Beach, men det var koldt og der var en strid vind. Vi var dog lige nede at tage lidt film og nogle billeder. Der kom en politibil der åbenbart havde det distrikt at holde under opsyn. Det var også højvandet, så er var ikke mange biler på stranden og fartbanen, hvor der blev sat mange recorder for mange år siden var også flyttet 5 km ind i landet. Men man var det at gøre klar til stor fest ved den nye bane hvor vi også så lidt væddeløb fra i TV, det var noget med et 50 års jubilæum.
På vejen hjem  kørte vi langs vandet og så en masse flotte sommerhuse og hoteller, der var dog ikke så mange turister som der kunne være, lagde vi mærke til. Det må være tryk på når det ”højsommer”. Det tog længere tid end vi lige regnede med, så undervejs var vi inde på en Café og spise. Det var ærkeamerikansk, burgere, fritter, cola og så videre, og pigernes stemmer var som honning, helt oppe i det høje c. Jeg ved ikke om de regnede med at få drikkepenge efter hvor sukkersøde deres stemmer var. Men man skal faktisk betale drikkepenge 15-20 % oven i regningen, og nogle steder har de faktisk selv lagt dem på regningen, så er det man lige skal tjekke beløbene, eller betaler man jo bare dobbelte drikkepenge. Ja, sådan er der så meget når man er ude i den store verden. Hjem på hotellet og se VEJRKANALEN, næste dag skulle vi jo til Miami Beach og der var det heldigvis varmere. Så blev kufferten pakket  og brochurerne vi havde samlet sammen blev sorteret lidt og så var det tid til lidt sen  aftensmad og på hovedet i seng.

3. dag i ferien……………….

Efter morgenmaden rykkede vi teltpælene op drog mod syd mod varmere vejr og Miami Beach. Vejret bedrede sig betydeligt hurtigt og temperaturen kom opad, til vores store glæde. Trøjer og jakker røg om bag i bilen. Vi havde egentlig bestemt at vi ville køre langs kysten, men det tog alt for lang tid, så vi ændrede på GPS´en og så gik det ad de store veje. Vi kørte gennem Miami (byen) og ud over en af broerne, og så var vi ved Miami Beach og det kvarter der hedder South Beach.
Vi havde tastet adressen ind  7450 Ocean Terrace og vi skulle dreje ved 73.gade. Men der holdt politiet og spærrede, der kunne vi ikke komme op. Og vi tænkte, jamen det skal vi da, så vi drejede ind. Stor palaver. Peter blev i bilen, jeg fandt hotellet til fods og fik snakket med dem. Der skulle være festival, men der var en parkeringsplads på den anden side på 75.gade, Tilbage i bilen og vi snakkede om nu skal der nok blive en frygtelig spektakel i gaden. Politiet holdt også og spærrede i den gade vi drejede op i, men vi kunne dag lige smyge os ind på p-pladsen, med den ”lille lastbil”.
Det var lokale kunstnere der udstillede deres malerier og andre kunstting og et par boder med mad, og der VAR ro om  natten. De åbnede også først ved 10-tiden så det var ok.
Vi skulle have parkeret foran hotellet, og lige på den anden side af den lille vej var stien til havet, lige ud til Atlanterhavet. Vi smed kufferterne på hotellet og gik en tur til vandet. Det var altså for koldt synes vi, men der var da nogle der havde mod på det. Det blæste også en pelikan, en af  de helt store, og de havde også et værre besvær med at få pavilloner sat op.
Vi gik lidt rundt i kvarteret, jeg synes det virkede lidt skummelt og tænkte på om vi mon kunne risikere at bilen blev stjålet og blive slået ned, men medarbejderen på hotellet bedyrede at det var et respektabelt kvarter, der skete ikke grimme ting. Peter mente bare at det var fordi set så anderledes ud end vi var vant til, så det gik nok. Og det gjorde det jo også.
Hotellet var sådan set ok, men udsigten var lige ind i en anden hotelbygning, så vores persienne var rullet ned hele tiden. Gik ned ad gade og fandt en italiensk restaurant, ejeren fortalte at det vi oplevede var  den koldeste vinter Florida havde haft i 10 år. Det var også et af de dyreste glas hvidvin jeg havde fået, 42 kr., Peters øl var ikke billigere. Tak for det.
Aftensmad, ned i gaderne, men ja der var mange farvede mennesker, ja de har jo fået en sort præsident, så der er jo mange der har stemt på ham. Hotelejeren forsikrede igen at både vi og bilen kunne færdes helt trygt, det var et sikkert kvarter. Vi tjekkede selvfølgelig vores yndlingsprogram - VEJRKANALEN - inden vi gik til ro, vi ville jo grene være forberedte på hvad dagen i morgen mon ville bringe.
Midt om natten var der højrøstet snakken fra et af de tilstødende værelser. Vi havde dog ikke lyst til at brokke os, det kunne jo være en kæmpe neger på 220 cm og bred over bryst og bag. Heldigvis blev der snart ro igen.

4. dag i ferien……………………….

Og det blæste stadig en stiv pelikan fra vest….
Dog kunne vi lade jakkerne blive tilbage på hotellet sammen med shorts….. æv
Morgenmad på nabo-hotellets vind-om-suste terrasse, altså udendørs og det var ikke særligt varmt.  Der var selvfølgelig også plast bestik, paptallerkner og krus. Der var kaffe og the og nogle små underlig tørre ”horn” der skulle godt med smør og marmelade på før de røg ned. Alt var også pakket ind i plast, ingen steder at stille tingene, vi fandt en lille havestol, men bedst som man troede at man havde mad på tallerkenen, kom der et vindstød og alt lå på gulvet. Det var sgu´ette ikke nemt. Efter lang tid blev vi dog mætte eller var det trætte ??? Vi betalte for en parkeringsbillet ved hotellet, 10 $ for hele dagen, da vi slet ikke ville bruge bilen, men gå langs Miami Beach…………
Vi gik fra 76.gade mod 1.gade. Først langs stranden på en  plankebro der var ca. 3 meter bred, men det var lidt koldt ud mod vandet, så vi gik ind på den yderste gade, der lå i læ. Her var en masse hoteller, store, flotte med parkeringspersonale til de kæmpe store biler der kørte om foran hotellerne. Men vi var ikke alene, det var lørdag og der var mange mennesker på gå-ben ned ad gaderne og det var ikke meget afslappet slentrende  over det, for det var helt tydeligt at det var på grund af motion, man var ude, både turister og indfødte. Længere nede var der en marina og her var man ved at gøre klar til bådmesse. Du glade, uha-uha sikke både både nye og brugte og det kan virkelig ikke blive stort nok. Der var en bl.a. en brugt privat båd, godt nok i 3 eller 4 etager med alt hvad der kan bimle og bamle, 100 mill. $ hvis man skulle få lyst. Da vi havde gået forbi alle de både gik vi ned på plankebroen igen. Her mødte vi en masse aktive amerikanere der gik, løb, stod på rulleskøjter. De cyklede dog ikke det var forbudt, det var kun politiet der måtte det, og som over alt så var der også politi her. Der var ingen strandbarer eller cafeer og det og  var helt generelt for alle de steder vi var. Det betød også at der ikke var affald på strandene og der var meget rent og pænt, ikke som vores strande. Men det blæste altså stadig en hel pelikan.
Da vi nåede 12.gade gik vi ind i Art Deco kvarteret. Flot, stilrent  renoverede bygninger og bygninger der var i gang med at blive renoveret det var bare så  flot og meget velholdt. Også haver og gangstier og det var meget hyggeligt med palmer og stedsegrønne udendørsplanter.
Ja, så langs stranden lidt igen og så var vi på Ocean Drive og det er stedet i Miami Beach  hvor man kommer for at se eller blive set. Det er rigtig sjovt for der var mange der lavede uventede ting. Der var mange der kørte forbi fortovscafeerne i flotte biler også nogle med sorte ruder, men nogle lavede sjove lyde eller vinkede ud af vinduerne, som om de var kendte. Ved en privat klub på gaden var der vagtposter på trappen, så pøbelen ikke kom ind. På gaden udenfor klubben holdt der nogle lækre og dyre biler bl.a. en Ferrari og der var pudsedrenge der vimsede omkring den hele tiden med en lille hvid klud. Ved Restaurant Casablanca holdt der en gammel bil og et stykke derfra holdt der en anden gammel bil med en mand i, det vil sige han sad som en saltstøtte, totalt ubevægelig, men øjnene bevægede han somme tider, det skulle ligne Homphry Bogaard i Casa Blanca. Den med ”Play it again Sam”, se hvad man dog ikke kommer ud for I dette store land.
Vi var helt nede ved spidsen af Miami Beach, men det sidste stykke var spæret af på grund af renovering, hvis vi havde nået spidsen var det kun et lille hop til øen Fisher Island, kendt fra en vis Amdi P´s skjulested i mange, mange år med penge med penge hjemmefra gode gamle Danmark.
Ja, vi tog ikke bussen helt nede fra 1. gade men fra 23. gade så det var en god dag med masser af motion men også rig på oplevelser og man ser og fornemmer jo meget når man sådan går og snuser rundt. Vi var godt nok trætte, men VEJRET, skal man jo følge med i. Næste dag lovede endnu varmere vejr, vi sov ind og tænkte på sol og sommer. Vi gik ca. 25 km denne dag i Miami South Beach og oplevede en massse.

Så var det pludselig dag 5 i ferien……………………søndag

Vi startede morgenen med dejlig morgenbord, nej vi fik et par kolde, tørre horn og en kop te og kaffe og så kørte vi ud ad byen mod Fort Lauderdale. Det var en meget hyggelig by, med små gader og kanaler. Vi stoppede for at kigge os lidt omkring, meget hyggeligt. Lidt væk fra centrum var der bredere kanaler og det så ud som om at enhver husstand med respekt for sig selv havde en flydende afdeling i form af en båd i forhaven eller var det baghaven ???? Vi kørte over en bro og vips, så var vi ved havet igen, også Ford Lauderdale har en strand. Da vi ledte efter et sted at parkere, så vi en masse motorcykler der blev eskorteret af politiet, og det så rigtig spændende ud, for der var mange specielle. Vi parkerede og gik en tur og fandt et sted at spise Brunch, for det vi havde fået det mættede ikke ret meget. Da vi næsten var færdige med at spise var der en masse dytteri, og minsanten , der kom hele optoget igen. Peter fløj ud af restauranten og filmede alle de flotte motorcykler. Et gæt på antal :ca. 200 i alle farver og faconer.
Vi havde afsat noget af denne dag til at kigge ind i et indkøbscenter, et meget berømt et, nemlig Sawmill Mall, der ligger i  Fort Lauderdale. Vi blev allerede helt svimle da vi holdt udenfor. P-pladsen var vel 10 gange større end Bilkas(den i Odense). Indkøbscenteret var i flere afdelinger men ikke etager. Lige som en by med gader. ”Gaderne” var overdækkede med glas og der var selvfølgelig air-condition.
Der er over 300 forretninger indendørs. Det var så stort at det ikke kunne overskues på 1 time, nej der skulle flere dage til. Heldigvis fandt vi ret hurtigt en butik hvor de solgte cowboybukser mv.  Jeg fandt 3 par cowboybukser, Lee, og Peter fandt 4 par Wrangler og en skjorte, og  det  kom vi  af med ca. 680 kr. i alt for. Se det er jo noget man kan forstå !!!!! Vi gik lige lidt rundt, men der var mange mennesker og mange butikker, der sad nogle midt på gangen/gaden og fik lysnet tænder, nogle fik ordnet hår, nogle sad i nogle kæmpe stole der kunne massere og ellers var der bare mennesker overalt. Her hørte vi indtil flere danske turister der var på indkøbstur. Men krise eller ej, så shopper amerikanerne så det synger.
Denne dag brugte vi også til at køre og se noget mere af landet. Næste by var  Palm Beach. Flot, hvidt, velplejet by. Masser af palmer, sol, hvidt sand, en bred strandbred igen ingen skidt på stranden. En lang, lang strandpromenade, hvor vi igen så amerikanerne motionere til den store guldmedalje. Vi ville parkere bilen, der var 1 times parkerings-båse, men vi havde ingen p-skive og det havde vi faktisk heller ikke set andre der havde, så vi vidste ikke lige hvordan vi gjorde opmærksom på hvornår vi havde parkeret. Der kørte en kvinde i en lille golflignende vogn og vi spurgte hvordan vi gjorde: Vi skulle bare parkere og overholde tiden, så ville hun ikke skulle skrive bøder ud !!! Så det gjorde vi !! Yes, Ma´m.
Senere kørte vi så til West Palm Beach,  det er her nogle af de mest velhavende mennesker i USA bor, her i blandt mange skuespillere. Der var dog åben strand i området det var ikke det hele der var indhegnet. Det var som et ”dansk” sommerhuskvarter, vejen snoede sig langs vandet, men nogle huse lå også ud til kysten, så bugtede vejen sig bare efter det. Husene var dog større en i DK og godt gemt bag levende, grønne hegn. Ude indgangslågen så det meget åben ud, men inde bag lågerne snoede stier og veje sig, så man skulle være heldig hvis man overhovedet fik et glimt af noget som helst.
Det blæste stadig meget, men det var heldigvis meget varmere, men vi nærmede os jo også det suptropiske klimabælte.
Miami ved aftenstide………………..

Vi blev enige om at vi lige ville køre lidt rundt i Miami, vi kunne evt. parkere i nærheden af lystbådehavnen, der skulle være en del ting at se. På vejen var vi lige pludselig i en større  kø af biler. Der var politi og en masse mennesker. Da vi holdt i køen kom der en mand kørende i rullestol langs bilerne og tiggede. Det er ikke så rart.
I den anden ende af skalaen var der en gammel gråhåret sort amerikaner der var i superhumør med et grin der var  så bredt at det gik fra ører til ører. Han gik langs vejsiden med en stang hvorpå der var en plakat af Ombama, og han gik bare og grinede, så han var ved at revne. Vi blev enige om at han havde fejret at de havde fået en sort præsident.
Der var også nogle lidt skumle personer der gerne ville hjælpe med at finde en parkeringsplads, men havde vi ikke lige lyst til, det er jo ikke alle kvarter man skal begynde at køre rundt i. Det viste sig at det slet ikke var til at komme ind i centrum, fordi byens basketballhold spillede i American Airlines Arena, den er kæmpe stor rund bygning , ugen efter skulle Julio Eglesias optræde, så der er plads til en masse mennesker. Vi opgav vores forehavende og kørte igen ud mod Miami Beach og vores hotel. På vejen havde vi udsigt over byen, havnen med et stort krydstogtskib og øen, Fisher Island, hvor Amdi måske stadig nyder livet på 1. klasse……………….. ????

6. dag på ferien……………..

Så gik turen videre mod Kay Largo. Det var en forholdsvis kort tur som vi ville køre langs vandet, men igen blev vi mindet om at det er et stort land, så vi måtte sætte GPS på hurtigste rute. Den gik så gennem Everglades National Park. Vi betalte 10$ for at køre på vejene herinde. Vi var inde i et af reservaterne hvor man på foto og billeder fortalte om dyreliv og natur. Vi gik en tur på en hævet træbro  over vand og småskov og der var alligatorerne lige ved siden af hvor vi gik. Uff, de er ikke for kønne. Det var lidt uhyggeligt. De ser ud som om de sover og er rigtig dovne, men det er de ikke, de er altid på jagt !! Vi kørte videre mod syd og fandt ud af, at dette stykke land mellem Miami og Key Largo er fyldt med en kæmpe fremstilling af grønsager og planter. Grønsager af alle slags og mange forskellige grønne planter, med hovedvægt på alle mulige slags palmer. Det var nogle planteskoler der ville noget. Og hele tiden gik det sydpå mod de yderste keyer, som øerne hedder, og den sydligste del af Florida.
Vi ankom til Key Largo først på eftermiddagen. Det var et stille og roligt sted og hotellet lå lige ved kanalerne og der var en del pensionister der lagde til kaj her. Vi hørte at de snakkede om at de inden længe også lige sejlede en tur til Bahamas, og det er jo heller ikke langt væk når man er på de kanter. Så var det endelig tid og vejr til at fruen kunne trække i badedragten  og begive sig mod poolen med cola og et blad og bare slappe af i solen. På vej ned til poolen og solen gik jeg ad bådbroen og der var nogle unge mænd der havde spæret stykke af broen, de havde en varan med der blev luftet på broen, den var ca. 90-100 cm, så den var ikke helt lille.
Ca. 1½ time senere kom manden forbi poolen og så var freden forbi. Han havde været rundt i nabolaget og der var absolut ingenting at se, mente han. Det var langt ude på landet. Der var også kun den restaurant der lå ved siden af poolen, som vi kunne spise på, hvis vi ikke skulle ud at køre, men det er nu sin sag at køre rundt i mørke om aftenen i USA, og når solen gik ned ca. 6.15 gik der ca. 15 min. så var det mørkt som i en kælder.
Nå, men sidst på eftermiddagen gik vi en tur  og ville så gå over på den anden side af vejen, hvor vi kunne se noget at havet nede ad en lille sidevej. Det vil sige vejen, vi skulle over hedder altså, US1. Der var en masse trafik sydpå og næsten ingen trafik den anden vej. Der er 3-4 spor i hver retning og det tog Peter 5 minutter at komme over, så meget trafik var der. Vi opdagede, at hvis vi gik ca. ¾ km. Sydpå var der et lyskryds med fodgængerfelt.
I dette kvarter var der nogle kæmpe huse med privatskilte og på et skilt ved vejen stod der, at man kunne anmelde uindbudte gæster for indtrængen på privat grund til politiet, anonymt. Så vi holdt tungen lige i munden, så vi ikke lignede forbrydere, men billeder og film tog vi nu, for det kunne være sjovt at have det minde med.
Der var meget frodigt og grønt, virkeligt dejligt og så lige ved en meget lille strand. Der var dog indhegnet en lille mole med borde og stole til ”indbyggerne”, der sidder de sikkert tit og ser solnedgang. Og det kan vi godt forstå. Til sidst gik vi ned langs et hotel mod havet, det var sikkert også forbudt. Vi fandt en hyggelig bar med levende musik helt nede i vandkanten. Vi så solnedgang det var et betagende syn alt var farvet orange og 15 min. efter var det mørkt, som om nogen havde slukket på kontakten. Vi gik op ad vejen, fandt fodgængerfeltet og kom sikkert over på den anden side af US1. Vi spiste ved siden af vores hotel, hyggeligt med udsigt over kanalen til lysene i husene og på bådene.

7. Dag …………………..

Så gik turen ned over keyerne mod Key West, det sydligste punkt i USA med 140 km til Cuba. Det foregik ad US1 . Alle keyerne er forbundet med broer eller dæmninger. Der er lange strækninger med grønt/blåt vand på begge sider, så med stykker af  tidligere broer et stykke ved siden af og selvfølgelig kører man ned ad alle øerne på stribe. Meget af den gamle bro der hedder Syvmilebroen står endnu, 7 miles er altså 33,8 km. Alle broer og dæmninger er lavet i perioden 1905-1912, så det er faktisk et imponerende bygningsværk, og man skal ikke tænke på at det kostede mange menneskeliv. De gamle broer er blevet renoveret eller udskiftet med helt nye. De gamle brostykker bliver brugt til at fiske, gå, løbe og cykle på, så der er gang i dem endnu.
Vandet på den ene side var Atlanterhavet og på den anden side var det Den Mexikanske Golf og på nogle strækninger også helt hvidt sand og palmer. Det var helt vildt så flot det var, at det var lige før jeg glemte at trække vejret og glemte at filme …… heldigvis mindede Peter mig om at jeg havde kameraet og bare skulle filme løs.
Det første stykke var det overskyet men så dukkede keyerne op af disen stille og roligt.
Vi fandt hurtigt hotellet på Key West og efter en mindre batalje gik fruen 1 time til pølen for at slappe af og sole. Det var dejligt at ligge der i solen og nyde livet, jeg blev bare lidt paf da der pludselig dukkede en hane med 3 høns op, jeg bad dem forlade området, men det skulle jeg ikke bestemme.
Manden havde brugt ¾ time på at slentre rundt i nabolaget og mente ikke at der var noget af den helt store interesse. Vi tog bilen og kørte downtown. Hvide træhuse, grønne planter og palmer i massevis, vi har aldrig før set så mange palmer som i Florida. Hyggelige skyggefulde gader, men det var lidt besværligt at finde en P-plads, til sidst fandt vi en på en mole, hvor der var en mindre parkeringsplads. Vi gik rundt i byen så på butikker, barer , restauranter, turister, attraktioner cykel-richaw . Vi prøvede at finde en bådudflugt til næste dag, men det var ligesom det ikke var sagen for Peter var kommet i tanke om at der var en ved siden af hotellet der lejede cykler ud !! Og det ville være den perfekte måde at komme rundt på, for øen var ikke så stor at vi behøvede en bil men at gå ville den være for stor til, så vi var enige om at det var da det vi gjorde.
Solnedgang……………..
Vi stillede op på kajen ved 5-tiden………
Der var jo ventetid, så vi fik filmet og fotograferet en hel del. Bl.a. var der nogle der stod og fiskede nøje overvåget af en fiskehejre og nogle pelikaner. Fiskehejren gik på molekanten og vi var virkelig tæt på den, den var lige glad.
Vi så solnedgang på molen denne dag, men desværre var der lidt skyer så vi så ikke da den forsvandt helt.
Når man ser solnedgang på Key West  ser det ud som om solen har ”fod” på, hvis man altså kan se det for skyerne. Og der er helt vildt med gule og orange farver, det er vildt flot.
I husene bag os var der solnedgangs-cocktail-party  på terrasserne.  Alle møder op 1-2 timer før det store øjeblik, hvor solen forsvinder i havet, ligesom mange tager en sejltur for at se solnedgang. Det er virkeligt noget der gøres meget ud af.

Cykeldag på Key West………………. den  11. februar 2009, en dag jeg aldrig glemmer

Stod op, spiste morgenmad og gik hen til cykeludlejeren for 10$,  ca. 60 kr., pr. cykel for en hel dag, det var da rørende billigt. Vi skulle aflevere cyklerne kl. 6 (18) for der var ikke lys på og det bliver jo rigtigt mørkt på sekunder. De var bare i orden, store bløde sadler og et højt styr og  cykelkurve, og de var bare gode at køre på. Først hen til hotellet efter badetøj, solcreme og vandflasker.
Så cyklede vi derud af til at begynde med på fortovet, for det gør man åbenbart og desuden er der meget få cykelstier i USA. Efter ca. ½ km kom vi til den dejligste stykke cykelsti jeg nogensinde har kørt på. Lige så bred som 2 vejbaner, med grønt/blåt vand, hvidt sand og palmer på den ene side,  på den anden side en smal vej med lidt trafik, lavt byggede hoteller og huse, en masse palmer. Det luftede lige nok til  at temperaturen var perfekt og solen skinnede fra en blå, blå himmel, hvad kan man egentlig ønske mere ? Det er den smukkeste cykeltur jeg har været på nogen sinde, tænk at kunne tage den hele året rundt i den temperatur og med den udsigt. Det er i sandhed et tropisk paradis.
Vi cyklede sådan ca. 8 km. hvor vi mødte en masse motionister både på cykel, til fods i forskelligt tempo, løbehjul, rulleskøjter. Cykelstien gik gennem flere strande hvor der var masse mennesker  ved stranden og liv og glade dage. Vi gjorde holdt på en strand og kiggede lidt. Vi fik øje på en kæmpe krabbe  der drønede rundt på stranden. Den var vel 20 cm høj og 20 cm bred og den var klar med kløerne til at forsvare sig. Den var langt oppe på stranden. Vi  holdt godt nok øje med den indtil den forsvandt ud i havet igen. Det var der også en lille dreng og hans mor der holdt øje med den.
Vi cyklede rundt på øen og fandt USA's sydligste punkt på ”fastlandet” der er 140 km til Cuba herfra. Vi stod i kø til at blive fotograferet sammen med det ”forvoksede fingerbøl” det  vil sige at det er det berømte fyrtårn er angiver det sydligste punkt på Key West. Vi var rundt i hele byen på et par timer og så var det tid til en strandtur til mig. Peter ville hellere cykle ind til byen igen og se efter en T-shirt til vores nabo, der passede vores kanariefugle.
Da jeg skulle finde et sted til min håndklæde, ja, så tjekkede jeg en ekstra gang, om krabben var på stranden igen. Men jeg fik startet på denne beretning og fik vel skrevet om turen til og med Miami. Det skulle også være mens jeg huskede, hvad vi egentlig havde lavet. Når man bliver bombarderet med nye indtryk hele tiden, så det er altså nødvendigt ind i mellem at trække vejret og slappe af. Prøve at fordøje alt det nye og anderledes.
Men efter 1½ time på stranden, så manglede jeg altså noget tekstil der dækkede skuldre og arme. Solcremen blev også udskiftet med en med faktor 30, solen er hård. Vi cyklede en tur mere og her fandt vi Det Lille Hvide Hus, bygget af  tidligere præsident Harry S. Thruman, og har faktisk senere været regeringsbygning en ganske kort overgang. Som noget helt specielt cyklede vi fra Atlanterhavet og til Den Mexikanske Golf, det kan man på Duval Street i Key West. Vi fik cyklet i alle tilfælde 30 km. denne dag, for vi var øen rundt flere gange, og vi var lidt ømme i ”rumperne” næste dag. Vi kunne godt mærke vi havde motioneret.
Vi afleverede cyklerne kl. 6 om aftenen, og godt for det, der var nemlig ikke lys på og 6.15 blev det jo ganske mørkt. Jeg ville ønske at vi kunne være blevet der 3-4 dage mere, det er virkeligt et hvor man kommer ned i gear og det er samtidig et meget smukt sted. Sikke et klima. Der er en mindre lufthavn på øen og der lander mange fly, også private, flere gang om døgnet. Og hovedvej Route 1, starter eller slutter ?  midt på en af gaderne i byen, det er vist ved  et stort skilt over gaden.

Så gik turen nordpå igen. Vi kørte igen med hav på begge sider over næmninger og broer mod Naples, der ligger ved den Mexikanske Golf. Vi kørte gennem Everglades Nationalpark igen. Denne vej nr. 41 går lige ud hele tiden mil efter mil i timevis. Der er en masse palmer, græs, sump og der løber en kanal af skiftende bredde mellem sumpen og vejen, og heri ligger alligatorerne i forskellig størrelse hele vejen. De er uhyggelige, ligger bare og ser sløve ud, men de er KLAR TIL ANGREB, så giv dem ikke chancen. Jeg tilbød Peter at jeg nok skulle være vagtpost hvis vi punkterede, jeg ville stå oppe på taget af bilen og holde øje med udyrene.
Da vi havde kørt nogle timer holdt vi ind ved en alligatorfarm, hvor der var sejlture ud i sumpene, så man kunne se dyrelivet. De første alligatorer dukkede op straks vi havde betalt. Der var heldigvis hegn omkring parkeringspladsen, med de var lige neden under de broer vi gik på. Det var faktisk lidt uhyggeligt. Folk derovre siger dog at det er yderst sjældent at der er  ”sammenstød” mellem alligatorer og mennesker. Da vi sad i båden, fik vi ørepropperne i og et godt tag i hat og briller, for nu gik det løs, med høj fart nærmest fløj vi ud over sumpene og det flade vand.
Vores ”kaptajn” fortalte, at der er et fængsel i Everglades (det så vi godt da vi kørte forbi, der var rullet pigtråd ud  ca. 3-400 meter til alle 4 sider af fængselet) men for nogle år siden var der nogle fanger der var stukket af og de havde forsøgt at flygte gennem sumpen, men  man havde aldrig set noget til dem siden. Betjentene fra Naturparker havde også været på jagt efter de flygtede fanger.
Nå, men sikken en natur, overdådig og flot. Masser af alligatorer, fugle, skildpadder  og sommerfugle. Der var hvide fiskehejrer, som vi faktisk så overalt i Florida, pelikanerne med deres store næb og sorte skarver, der sad og tørrede deres fjer rundt omkring. ”Kaptajnen” fortalte også at der er nogle på krokodiller i sumpene, men de kan bedst lide at være i ½ saltvand og ½ ferskvand, så der var flere jo længere man kom ud til kysten. Vi var også til et show, hvor der stod  en mand inde i et bur med 6-7 alligatorer, han fodrede den ene og klappede den. Han fortalte om dyrene og sluttede med at hente en på ca. 1½ år som vi måtte klappe, nej tak, det er  i k k e   l i g e  vores kop te, ups, lad os så komme væk……………
Efter turen i de specielle både med en kæmpe propel gik turen videre. Vi kørte ude på landet langs kanalerne og de der lige veje, der fortsatte i den uendelige. GPS´en sagde: om 61 miles drej til venstre, 61 miles jamen det er jo 225 km. og det gjorde vi så, men heldigvis var der ikke meget trafik. Det næste der skete var at GPS´en viste, at om 0,8 miles skulle vi dreje til venstre og vi mente vi skulle bo i en by, Naples, og hvad skulle vi så lige dreje for. Det viste sig at vi skulle bo 50 km fra Naples  udenfor byen i Everglades Naturpark. Herude i midten af  ”ingenting”  var der bygget en by/et kvarter med  huse, kanaler, en mindre havn og et hotel og der var en masse skygge i form at træer, buske  og palmer, og her var der booket en lejlighed til os. Det var faktisk et meget fredeligt sted, viste det sig.
Vi fik os indrettet og gik en tur ned til havnen, der var en der var ved at rense fisk og der stod flere og kiggede på. Han smed fiskeaffald ud og det forsvandt LYNHURTIGT, ups, der var altså ALLIGATORER I HAVNEN. Der var ingen beskyttelse mellem haven omkring hotellet og vandet, der var endda en fin skrånende græsplæne ned til vandet, så det var nemt for dem at komme op. Jeg tænkte på om de også kunne komme på terrassen eller poolen, det kunne de ikke, for der var trådhegn for ! Det var jo rart at vide om det var en ægte alligator der var i poolen eller om det var et plastik-badedyr.
Hovedbygningen til hotellet havde  værelser på 1. etage   og når man kom ind kunne man se helt op til loftet i 2. sals højde, og i selve rummet i stueetagen kunne man sidde og spise morgenmad, se TV og bare slappe af. Der var sofaer og lænestole og borde, og rigtigt hyggeligt. I forbindelse med dette kæmpe rum var der en bar og en restaurant.

Vi boede i en  række med 6 lejligheder, i en lille park der var i forbindelse med hotellet. Vi holdt nøje øje med alligatorerne når vi gik fra restauranten og til lejligheden om aftenen, det var jo mørkt.
Ifølge vores brochurer skulle der være muligt at handle i området, og da jeg stærkt manglede noget aftersun, jeg var blevet skoldet på Kay West, var vi nødt til at køre. Jeg mødte nogle damer der var ved at tage fotos der skulle sendes til deres børnebørn derhjemme, og de fortalte hvilken vej vi skulle køre og det var da det nærmeste sted, det lød ikke som om der var ret langt. Vi kørte og vi kørte, ud ad  den meget lige landevej og endelig efter 14 miles (22.5 km) fandt vi endelig en butik. Og så 14 miles tilbage. Det undrede os at der var så langt, for der var en masse små byer/kvarterer langs vejen, men de regner det selvfølgelig ikke for noget at køre 22,5 km x 2 for at handle lidt ind.

Tilbage på hotellet gik vi til vores lejlighed og hentede nogle brochurer som vi tog med ud på det grønne område. Vi holdt øje med dem med de skællede haler, snappierne (alligatorerne), som vi døbte dem. Vi sad og planlagde næste dags program. Vi spiste i restauranten og selv om det var et ”fint” sted var maden billig og den smagte godt, og der var selvfølgelig nok af den.
Den ene aften bestilte vi 2 x pizza, men da vi blev vist hvor store de var, kunne vi rigeligt nøjes med en og så måtte vi endda levne.
Næste morgen sad vi og spiste morgenmad i det højloftede rum, ja så var der ingen te - eller varmt vand - og så hentede jeg en kop varm vand i restauranten, hvor slemt kan det lige være, men det fik jeg sandelig skæld ud for, det var kun for restaurantens gæster og det var personalet i informationen der skulle hente varmt vand. Ja, så små sko kan man også gå i i USA. Man skal da ikke skælde ud på gæsterne, når det er kollegerne det er galt med.
Efter morgenmaden kørte vi mod vest igen til Naples. Vi ville ud at sejle for at se  byen og strandene og gerne nogle vilde delfiner. Fra hotellet kørte vi så lige ud  50 km og efter at have drejet 1 gang  til højre og 1 gang mere til højre var vi på en parkeringsplads ved billethuset. Vi betalte 20 $ pr. person og båden sejlede 10 minutter senere. Bilet damen sagde at vi bare skulle følge pilene på asfalten og jeg tænkte, vi kan da ikke nå helt ned gennem byen og ned til stranden på 10 min., men der var 100 meter, fordi båden lå i en kanal lige bag parkeringspladsen. Der var 20 passagerer ombord og der kunne være 110, så der var rigtig god plads.
I Naples er der gravet kanaler i den helt store stil og byen ligger ud til den Mexikanske Golf. Der er bygget en masse store luksus huse (glem de store huse i DK, det er vand ved siden af) . Der var både spa og Pool med udsigt i haverne og selvfølgelig var der også gartnere til at passe haven.
Det var dog noget helt andet der optog alle passagererne de først 20 minutter. Der kom nemlig lige en delfin der ville svømme omkap med båden og det er noget der optager både voksne og børn. Så vi råbte når den sprang over bølgerne, og det kunne den godt lide.
Vi sejlede rundt en times tid og så en masse huse med både store sejl og motorbåde i forbindelse med husene. Kaptajnen fortalte om byen og lidt om huspriser. De billigste kostede 15 mill $ og så ellers opefter  til uendeligt. Der var også et hus på udsalg, det var sat ned fra 30 mill  $ til 24 mill $, billigt, billigt, 2 af dem. Det er ufatteligt at nogen mennesker kan have så mange penge og få flere hele tiden. Nå, ja det var jo et velhavende sted og det var fredag formiddag/ved frokost og faderen i huset kom hjem, det foregik ved at ca. hvert 10. min kom der små private jets ind over bugten og landede på flyvepladsen midt i byen.
Da vi igen fik fast grund under fødderne var vi en tur i Thin City en meget speciel ”bydel” i Naples. Det var en blanding af museum og indkøbscenter i nogle gamle bygninger samt en masse fiskerestauranter der havde udsigt over kanalen.
Senere kørte vi nordpå til de smukke strande der er mellem Naples og Fort Meyers. Det er det hvideste og blødeste sand vi nogensinde har haft mellem tæerne. Der var sand og strand så langt øjet rakte og sommerhuse og palmer. Selvom der er sommerhuse er der ingen ADGANG FORBUDT skilte og strandene er  helt uden affaldsproblemer, det er bare super lækkert. Rent og smukt. Det var nogle meget brede strande og en masse mennesker, men det virkede overhovedet ikke overbefolket, der var masser af plads.
Turen fortsatte nordpå til Sanibel Island, hvor vi samlede nogle af de skaller som øen er så berømt for. Det er en meget ”privat” ø, hvor de folk der bor er, er med til at bestemme på øen. Blandt andet må der ikke bygges huse over ”palmehøjde”. Det var et meget smukt sted og stille og roligt, og endnu mere når besøgende tog over til fastlandet igen om aftenen. Vi mødte også en hel del på cykel.
Vi kom sent tilbage til hotellet og efter en øl og et glas vin på terrassen, var vi klar til at indtage middagen. Vi skulle allerede forberede afrejsen næste dag og da der var vaskefaciliteter på stedet vaskede og tørrede vi ligt lidt. Vi nåede også at sende nogle mails, det kunne vi flere steder hvor vi boede, vi kunne jo bare ikke modtage nogle igen, men så gav vi da lige lyd til dem i DK.  Vi skulle også lige sortere lidt i de brochurer vi havde samlet sammen, helt fra vores første dag i USA, der var jo ingen grund til at slæbe på alt for meget.
Efter morgenmaden gik det nordpå mod St. Petersburg. Det er en stor by, men heldigvis skulle vi bo i udkanten. Turen gik uden de store problemer, selvom der var meget trafik sådan en søndag formiddag. Da vi kom til hotellet var vores værelse ikke klar og der ville gå noget tid. Vi tog bilen og kørte ind i byen. Vi fandt en p-plads og gik en tur. Det viste sig at vi var i nærheden af havnen og by-strande. Vi gik en lang tur ud på en lang, lang mole hvor der var en omvendt pyramide helt ude på spidsen. Der var også adskillige turbåde  der sejlede herfra, så der var et leben uden lige. Også et par ældre gutter på store motorcykler, de hilste pænt til kameraet. Vi ville så prøve at køre ud til Clearwater en by der ligger helt ud til vandet og som er kendt for at være det sted i verden med fleste lynnedslag om året, men trafikken ”tyknede til”  som vi kaldte det. Så der var en kæmpe kø for at komme over broerne til vandet og vi blev enige om at dreje fra og køre et andet sted hen. Vi tog kystvejen og ledte efter et sted at spise og det var ikke så svært, det var mere det med parkeringspladser i dette område en søndag eftermiddag. Der var enormt mange huse og lejligheder til salg i dette område. De havde naturligvis udsigt/adgang til havet. Og så var der besigtigelse af herlighederne med åbent hus på hver anden ejendom, så det var et område der var hårdt ramt af krisen.
Om aftenen spiste vi i baren på hotellet. Her mødte vi et svensk par, der havde været på rejse i 3-4 måneder og de havde også lige været en tur på Hawaii, og en japansk/amerikansk kvinde som vi faldt i snak med. Det var ret underholdende, for bartenderen var også en lun fyr. Der sad en meget beruset eksilcubaner  og han kom fra den ø, vi ikke taler så højt om her i landet, sagde han. Det var lidt mærkeligt at spise i baren når der lå en restaurant i den anden ende af lokalet, men det var sådan en opdeling der var lavet og de var ikke de bedste venner. Den amerikanske kvinde fortalte at der var mange alligatorer i omegnen, men det var sjældent at der skete noget med nogen. Men de kunne jo pludselig være i  folks haver, så kan skulle kigge sig for. For nogle år siden var der nogle unge mennesker der i kådhed var sprunget i en sø i nærheden. De vidste jo godt at det kunne være farlig, den ene mistede en arm og et ben. Han var ikke bitter på alligatoren, for han burde jo have vidst bedre, som han sagde til folk.

AV-AV………………sidste rigtige feriedag………………..
Den sidste dag havde vi egentlig bestemt skulle bruges på stranden til afslapning og da det var mandag, så regnede vi med at det ville være noget problem at køre til Clearwater, så det gjorde vi. Og der var slet ikke den trafik der havde været om søndagen.
Vi gik en tur ud på en lang mole og kiggede. Fiskehejre og pelikaner sad på rækværket og ventede på at dem med fiskestængerne fik noget på krogen, de ville dele ud af.
Der var en masse mennesker ved stranden, de ventede lige som vi på solen. Humøret var højt, der foregik en masse ting, endda var der gudstjeneste på stranden.  Men solen var ikke så villig til at komme frem. Vi blev enige om, at vi jo også kunne tage en sejltur. Vi regnede ikke med at se delfiner, fordi det var så diset og egentlig gråt i vejret. Vi fandt en udflugtsbåd  der sejlede 10 min. senere og vi var kun ganske få passagerer, så der var rigtig god plads. Flink besætning, nogle hjælpere, en kaptajn og en ung mand der fortalte om, hvad vi kom forbi.
Vi fik hurtigt kontakt til nogle delfiner der svømmede langs båden, de forsvandt dog ret hurtigt. Vi så Scientollegis hovedcenter en kæmpemæssig hvid bygning. Der går rygter om at Tom Cruice og familie har et hus lige i nærheden af centeret.
Vi sejlede med så mange delfiner på denne tur, at det var ren fornøjelse. Båden var udstyret med et system der gjorde at den kunne lave de bølger, delfinerne rigtig godt kan lide. Blandt andet en mor med barn på  ca. 1½ år. Vi råbte og fløjtede når de sprang, det var helt vildt. De griner jo hele tiden de sjove fisk og det gjorde vi også. Kaptajnen sagde, at de var lige så nysgerrige efter at se os som vi var efter at se dem.

Der var nogle rækkehuse i havnen i Clearwater og de var ganske nydelige. Der var et hus der var blevet købt for ca. 10 år siden for 48.000 $ nu kunne det købes for 3.600.000 $. Huset ejes af en familie i det nordlige USA og bruges 1 UGE OM ÅRET, for da var de til kapsejlads i Miami.
Ja, og delfinerne fulgte med næsten helt ind i havnen, så det var en super sejltur.

Solen kom aldrig rigtigt frem denne sidste dag. Vi kørte langs alle strandene fra nord mod syd, fra Clearwater til Pinellas Bayway, i området og det var en flot tur, med alt det fine sand og med udsigt til Den Mexikanske Golf.
Så var det tid til at pakke og sortere brochurer, lægge rejsetøjet frem, finde smykker og billetter frem fra Safetyboxen, spise den næstsidste burger og næste dag kørte vi af sted mod Orlando, byen hvor dette eventyr tog sin begyndelse.

På turens sidste dag, kørte vi mod Orlando , vi spiste morgenmad undervejs og fik også handlet ind i en Outlet i byen inden turen gik til lufthavnen. Da vi læste km. tælleren af, ja, så havde vi kørt ca. 2800 km, men vi havde også oplevet og set en hel del.
Vi ville lige høre om vi kunne få vejet vores kufferter (vi var godt klar over at vi skulle rokerer rundt med noget) ved en af skrankerne og lige pludselig var Vi næsten tjekket ind. Damen med vægten var ikke tilfreds med Peters kuffert, den var for tung, så vi måtte flytte rundt på tingene. Vi havde altså også shorts og små bluser på, og det var ikke rart at lande i Kastrup i det antræk, der var jo sne. Nå vi fandt en rolig krog og her blev vi klædt om og fik pakket kufferter om. Heldigvis havde Peter en rygsæk og jeg havde en stor taske, som vi kunne lægge nogle ting i, og så var damen tilfreds med kufferternes vægt, og vi slap for at betale for overvægt.
Sidste sæde i flyet gik til de 2 fra Bellinge og jeg fik selvfølgelig en vinduesplads som jeg nød i fulde drag. Vi fik da set den sidste solnedgang og på turen mod Sjælland  fra Atlanta, så vi New York fra oven med lys på, det er en KÆMPE by, det er vist ikke noget for mig. Da vi fløj det sidste stykke over Sjælland kunne vi se, at Nordsjælland var dækket af sne.
Vi vinkede til Frede og Mary for man kunne ganske tydeligt se at det var Kancellihuset  vi fløj hen over, se det var et rigtigt eventyr ……………………….
 
Til toppen af siden